Nye ungdomsboliger i hjertet af Vejle

12.04.2019

Havneparken Danmarksgade WEB

Efter flere års planlægning kan AAB Vejle, KPC og Vejle Kommune endelig sætte byggeriet af de 66 nye ungdomsboliger i Danmarksgade og Havneparken i gang.

Det sker fredag den 12. april 2019 kl. 9.00 hvor Vejle Kommunes borgmester, Jens Ejner Christensen, vil tage det første spadestik til byggeriet.

Ungdomsboligerne forventes færdige i sensommeren 2020, i Havneparken bygges  seks etager med i alt 44 ungdomsboliger og i Danmarksgade bygges fem etager med 22 ungdomsboliger. Begge bygninger får tagterrasse med mulighed for udeliv og aktiviteter. De nye ungdomsboliger skaber sammen med de eksisterende ungdomsboliger i Bomuldsspinderierne en helhed for området og et aktivt byområde, med tilknytning til både uddannelsesinstitutioner og indre by.

De nye boliger bliver til den tid en del af AAB Vejles i alt 232 ungdomsboliger som alle unge der er fyldt  15 år gratis kan skrives op til. Det er nemt at skrive sig på venteliste til en ungdomsbolig på www.aabvejle.dk/du-soeger-bolig/opskrivning-til-ungdomsboliger-og-vaerelser.aspx

Det er en god idé at skrive sig på venteliste selvom man endnu ikke har modtaget bekræftelse på optagelse fra uddannelsesinstitutionen eller har søgt om optagelse, da der kan være ventetid på en ungdomsbolig.

For at komme i betragtning til en ungdomsbolig hos AAB Vejle skal man være i en SU-berettiget uddannelse, en lærlingeuddannelse eller tilsvarende uddannelse.

Der bliver to størrelser ungdomsboliger i de nye byggerier. Huslejen for ungdomsboliger på 49,9 m2 bliver 4.075 kr./mdr. ekskl. forbrug og huslejen for en ungdomsbolig på 43 m2 bliver 3.512 kr./md ekskl. forbrug.

Boligerne er hhv. 1- eller 2-værelses med eget bad/toilet samt fuldt udstyret køkken. I både Havneparken og Danmarksgade findes elevator. På udearealerne  bliver der opsat cykelskure og der vil være adgang til parkeringspladser. I forbindelse med ungdomsboligerne bliver der etableret et fællesvaskeri. Ungdomsboligerne ligger meget centralt og med kort afstand til banegården, uddannelsesinstitutionerne  og bymidten.

Opdateret: Læs om 1. spadestik taget af Vejle Kommunes borgmester Jens Ejner Christensen og formand for AAB Vejle Hans Helge Andersen


« Gå tilbage

 
 
 
 
L1008819 Edit4V3B7633 NYSKYDen Gamle Gaard