Julehilsen fra AAB Vejle

18.12.2020

2020 blev ikke helt som forventet. COVID-19 kom bag på os alle og gav stof til eftertanke over hele verden.

I AAB Vejle har vi haft fokus på at passe ekstra godt på hinanden og tage de nødvendige forholdsregler for at mindske spredningen af coronavirus – både i vores administration men også ude i boligområderne. Samtidig har driften af boligforeningen skulle opretholdes på et tilfredsstillende niveau for at vores beboere stadig har følt sig trygge og servicerede i det omfang det overhovedet har været muligt. Det har været en hårfin balancegang hele året igennem og ingen ved, hvornår hverdagen igen bliver, som vi kendte den før corona.

2020 har dog også bragt gode ting med sig. Vi fik afsluttet det omfattende byggeprojekt i Møllevangen og færdiggjort byggeriet af vores nye ungdomsboliger i Spinderiparken. 2020 var også året, hvor mange års boligsocialt arbejde i Finlandsparken langt om længe bar frugt og resulterede i, at det smukke boligområde på Nørremarken blev taget af den berygtede ghettoliste.

I starten af året satte vi for alvor gang i den revurdering af vores drift, som havde været på tegnebrættet længe. Projektet har fået navnet SAMDRIFT og har til formål at skabe en mere optimal organisering af opgaver, så vi i AAB Vejle kan blive mere effektive, opnå stordriftsfordele og forbedre vores beboerservice såvel som vores fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

En af de første store milepæle i SAMDRIFT projektet var oprettelsen af et servicecenter, som tager imod og fordeler opgaver og henvendelser til de rette i organisationen. AAB Vejles nye servicecenter gik i luften 1. september og til trods for opstartsvanskeligheder og lidt børnesygdomme, så er servicecentret i dag kommet godt i gang, og forventningerne til det og resten af projekt SAMDRIFT er store. 

Vi kigger nu med optimisme ind i 2021 med en forhåbning om, at de corona-relaterede udfordringer bliver færre, og vores medarbejdere derved får ro til at gøre det de er bedst til - nemlig at skabe de bedste rammer for vores beboere.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.


« Gå tilbage

 
 
 
 
L1008819 Edit4V3B7633 NYSKYDen Gamle Gaard